vi grinte og syntes det gav mening

jeg slukkede for radioen, fordi jeg gerne ville høre hvad mit hoved tænkte, og det tænkte, hvorfor har jeg aldrig sat et flag i en hundelort egentligt og så tænkte det at, det virker afskallet og krakeleret alt sammen, altså sådan i det store hele, og så foreslår det at vi kan lege med de helikoptere fra ahorntræerne, som da vi var små, men du vil hellere lege i høstakkene, og det virker også mere overvejet, måske, og mere voksent, jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver glad hver gang vi ser gadelygterne blive tændt, måske egentligt bare, for så vi kan være alene om følelsen og tænkte at det var os de valgte at vise det og ikke alle mulige andre, men alligevel så går vi sjældent derud ved solnedgang, det er vist nok der de tænder, men vi gik derud i dag, og det var som om, det var for tæt på, eller også det var bare lige det, for nu, og så vi bestilte en pizza, og fik den 12 minutter for sent og lavet reglen; hvert minut en pizza kommer for sent, burde den blive en krone billigere, og vi grinte og syntes det gav mening, og jeg prøvet at give dig noget, men kunne ikke finde ud af hvad du har brug for og jeg rusket i dig, og sagde der var noget moderligt seksuelt over dig, som du blev nødt til at dele ud af, og jeg prøvet virkelig bare at give dig noget, men kunne ikke helt finde ud af hvad du har brug for, og du spørger, hvad jeg tror, jeg har brug for, og jeg tror bare, jeg har brug for tage fra dig, på samme måde som jeg tager fra træet og åen, når træet skyde knopper, og når åen brummer, uden at vide hvor den ender, og jeg siger til dig at døde solsikker er noget af det smukkeste, og du forstår ikke hvorfor jeg siger den slags, og tror du egentligt det er fisk i åen derovre, måske torsk, men generelt er det vel bare færre fisk en for ti år siden, men de yngler vel stadig ikke bare ude på frit hav, jeg ved det faktisk ikke, det er vel hellere ikke så vigtigt egentligt, det ligger en form for dæmper på det hele det der og da vi gik, forstod jeg godt, hvorfor du stirret ned i jorden, men jeg gad ikke nævne noget om det, og tænkte bare det sjovt hvordan en blomsterbutik føles så radikalt anderledes end en zoologisk have, eller måske er det bare på en eller anden måde lidt samme koncept for mig, og jeg kunne aldrig finde på at købe blomster til dig, nok mest bare af princip, fordi de visner og dør og sådan noget, med mindre de er af lego måske, men det lidt kitch tror jeg, og det var ikke det jeg ville, men det var det der skete, og jeg gentager de samme ting, for mig selv, indtil det bliver en universal sandhed, altså gentager dem bare inde hovedet agtigt, fordi jeg har besluttet mig for jeg godt kan kommunikere telepatisk, men også at jeg venter lidt med at fortælle folk det.

bobby dylan

en lyserød candyfloss himmel 

beskuer os blidere end nogensinde 

og jeg vil gerne kunne sige at jeg 

følte noget 

da jeg så det 

men jeg blev bare glad 

og venter stadig 

på at dine ord 

ligger sig til rette som 

stammerne efter stormvejr

hen over vejen

så ingen nogensinde igen

får lov til at spille crossy road

og nu ligner himmelen trefarvet is i stedet

og jeg beslutter mig for at næste gang 

det er tåge så vil jeg spise en hel sky 

og tænke lidt på bob dylan

og ting jeg aldrig har tænkt på før

som en slags øvelse 

for at prøve 

at se om jeg 

kan fange noget der ligner noget 

i noget der overhovedet ikke er noget 

og nu tænker

jeg på gertrud stein og the one 

og jeg tror jeg bliver lidt forvirret 

så jeg beslutter mig for at lave lister fra dags dato

og vil starte med ting jeg savner sådan generelt:

    -  disneysjov

    -  cruch barer med hvid chokolade

    -  at græde 

    -  at blive hentet i børnehaven

    -  messi complilations på youtube

    -  at købe nyt tøj fordi man var vokset ud af det

    -  jetpack joyride/cut the rope/temple run/dumb ways to die/doodle jump mfl.

    -  første gang jeg hørte masters of war 

 

lille fjollet mig

jeg har ikke lyst til at indrømme at jeg troede på næbdyr sved mælk indtil i dag, eller altså indtil i dag i den forstand, det først nu jeg tænker på det igen og egentligt godt kan se at det ville lidt fjollet hvis næbdyr sved mælk, men phineas og ferb er også lidt fjollet, og det her, det er listen over nogle af de ting, jeg føler, jeg for fandt sent ud af i forhold til andre:

• -  sour cream er engelsk for creme fraiche ish

• -  normale kanstanjer er ikke det samme som spisekastanjer

• -  chili claus døde ikke af at spise en chili, selvom jeg så det på facebook i 2018 

• - grankogler hænger på grantræer

sivene

tagryggene er fyldt med måger og mos, du er her stadig ikke, og alligevel skinner solen stadig på en insisterende måde og er vel enten rykket tættere på eller længere væk og jeg gætter på, tættere på, fordi jeg engang har hørt noget om jorden bliver slugt af solen på et tidspunkt om lang tid, men for nu er elkablerne her stadigvæk og transportere stadig en form for kærlighed fra a til b og sivene blæser stadig lidt endnu i vinden, som da jeg så det der motoriserede installationsværk af ham amerikaneren der, der ligesom havde sat motorer i bunden af alle siv på en strand så man ligesom kunne styre hvor vinden skulle komme fra på en lidt fiktiv måde, og jeg fortalte dig om det selvom du ikke kendte mig, og du sagde at jeg gav den samme vibe som din mormor, og jeg tænker jeg må være glad, for elkablerne fandtes også da jeg var dreng og jeg ved intet om dem, ud over jeg tror jeg synes at det er god arkitektur, og at jeg draget mod ideen om at alle ved hvad det er, men ingen helt forstår hvad det er, og jeg er draget mod forestilling om du igen leger i sivene med en barnlig tilgang, på en måde hvor intet helt dør, hverken om hundrede år eller i dag, hvor du ville have haft følt at det hele ikke burde handle om dig alt sammen og jeg føler ikke det hele burde handle om mig alt sammen, men jeg føler bare de er over det hele, solene, murstenene, vandpytterne, hækkene, stierne, tagene med mås, kattene, de havblå himle, elkablerne, samtalerne, de visne brombær, de muddergrønne søer, markerne, træerne kun med toppe, skyerne, bladene, vejene, ligusterhækkene, ridningen, stråtagene, ringene, bindingsværkerne, gentagelserne, trapperne og sivene men sivene er grå året rundt og deler en eller anden form for nostalgi med det der er blevet sagt, og det så vel alt sammen ens ud for os to, selvom du har snart været død i mange år, og det virker fladt for os at vi ikke ejer noget, og det virker fladt for jer at i ikke ejer nok, men alligevel ville jeg elske at dele et gravsted, for det er fascinerende at tænke på hvordan vi hele tiden går oven på skeletter, og hvordan kirkegårdene nok på et tidspunkt bliver til boligbyggerier, når vi når en form for mætningspunkt og bliver nødt til at udvide hen over al jord, for al jord er jo bare jord og vi kan stadig godt snakke om måden vi hader hinanden på, men stadig giver hvad der er at give, som en for form ofring, og jeg klar til at ofre mange mennesker for mange ting, men jeg tør bare ikke, og i tør godt men i gør det bare ikke, og jeg sidder stadig og lader som om murerne krammer mig hårdere end nogensinde og lader som om jeg tager hvad der retmæssigt er mit, og nogle gange forestiller jeg også mig en masse søde små grå kaniner med meget røde øjne, samlet i et rum, hvor de dækker jorden, i et kæmpe lokale med højt til loftet, helt tæt, ligesom på den kyllingefarm der er med i breaking bad, og så ville ligge der i midten af det hele og de alle ville søge hen til mig, ikke bare fordi en gjorde det først og ikke bare på grund af flok-effekten, men fordi de havde lyst til at dække mig i et slags pyramideformet mennesketårn af kærlighed og så kommer jeg til fornuft, og forestiller mig at det er urealistisk, og at du i stedet ville have fortalt mig, at jeg skulle forestille mig en svagt oplyst nat og det synes jeg også er rart at forestille sig, og det giver bedre mening, og det går jeg så nu.

metaforisk digt i guess

du skyller op og efterlader
alt det verden endnu ikke har set

og lader det vælge
hvem der er del af verden
og hvem der må stå udenfor

hvem der må blive beroliget af brusen
og hvem der må sove i dybet

om jeg må høre oceaners gud
med marc facchini mens skummet taler
i tunger og former formationer ingen har set før

mellem de øer vi har valgt at
navngive bare fordi vi bliver
nødt til at forstå hvor vi kommer fra
hvilken historie vi
never in a million years
har bidraget til
men nu er blevet en del af

 når vi sætter os ned her og måske drukner
selvom jeg ofte er overbevist om jeg ville
være sikker på det hvis jeg druknet
er jeg nu blevet usikker i min måske drukning
om jeg overhovedet ville kunne mærke det eller
om jeg bare ville lade mig synke
eller flyde helt til bunden og rådne på en måde

hvor jeg er bevist men stadig bare lader det ske

for savnene leger voldsomt i dag

men jeg føler aldrig det handlet om ord
da vi havde bare tæer og søgte lysningerne

og da spurvene lød som frøer

og da du tog det hele
og hvad du ellers kunne nå at tage
uden at vide hvem du egentligt tog det fra
og uden at vide at
hvorfor det hele egentligt overhovedet findes?

men det hele kan hele
siger mads mouritz i sin sang og jeg siger ja

og planterne kravler ind i facaderne igen nu

jeg tror ikke på vinter

men jeg tror
vi snakker om små blomster og om små dyr

om lidt

og hopper på åkander og svampe
med fuldstændig samme entusiasme
som den de gør det med i super mario om lidt