metaforisk digt i guess

du skyller op og efterlader
alt det verden endnu ikke har set

og lader det vælge
hvem der er del af verden
og hvem der må stå udenfor

hvem der må blive beroliget af brusen
og hvem der må sove i dybet

om jeg må høre oceaners gud
med marc facchini mens skummet taler
i tunger og former formationer ingen har set før

mellem de øer vi har valgt at
navngive bare fordi vi bliver
nødt til at forstå hvor vi kommer fra
hvilken historie vi
never in a million years
har bidraget til
men nu er blevet en del af

 når vi sætter os ned her og måske drukner
selvom jeg ofte er overbevist om jeg ville
være sikker på det hvis jeg druknet
er jeg nu blevet usikker i min måske drukning
om jeg overhovedet ville kunne mærke det eller
om jeg bare ville lade mig synke
eller flyde helt til bunden og rådne på en måde

hvor jeg er bevist men stadig bare lader det ske

for savnene leger voldsomt i dag

men jeg føler aldrig det handlet om ord
da vi havde bare tæer og søgte lysningerne

og da spurvene lød som frøer

og da du tog det hele
og hvad du ellers kunne nå at tage
uden at vide hvem du egentligt tog det fra
og uden at vide at
hvorfor det hele egentligt overhovedet findes?

men det hele kan hele
siger mads mouritz i sin sang og jeg siger ja

og planterne kravler ind i facaderne igen nu

jeg tror ikke på vinter

men jeg tror
vi snakker om små blomster og om små dyr

om lidt

og hopper på åkander og svampe
med fuldstændig samme entusiasme
som den de gør det med i super mario om lidt