virkelighedens hus

engang sagde søster der ikke er en pointe i at putte mere end syv krydderier i noget som helst, at det ottende ville man ikke kunne smage, nu tænker jeg det ligesom, når man begynder at føle mere end to ting ad gangen, så kan man ikke føle det tredje, eller måske jeg ikke engang kan føle to, måske jeg faktisk bare er et enkelt humør, eller måske jeg bare er ingen humører. måske er skammen i det at føle ingenting, et råvildt der er blevet påkørt,  løbet ud på marken igen. og måske det lige nåede at kigge tilbage inden det humpede væk, og så kan man overveje det i flere dage, den tomhed er ofte værre end overvældelsen. i virkelighedens hus gemmer jeg det hele i et smykkeskrin af palisander, med rød silke, og fircifret kode, og det bare en følelse, det meste er bare følelser. i kroppen er de små målebæger, der hælder tilsvarende ord ud gennem min mund, men nogle gange er halsen bare usamarbejdsvillig, og mig, en tilstand jeg ikke vil være.  

mine øjne de er gråblå som himlen, men what ever, nu er det i kiosken og købe ting man køber i kiosken, så hjem og lave ting man laver derhjemme. f.eks. søvnen, søvnen der er det hegn der adskiller dagene, og far der rullet mig ind i den som en smøg, i enden, mit hår som små tobaksfliger, dynen der var varm fordi, risengrøden havde stået inde i den hele dagen, eller i timerne hen mod aften, de timer der var aller mest dag. i mit vindue var et stykke pap fra en flyttekasse, klippet med et indhak ved håndtaget, dengang var aftenerne lange, mig, bare lille og kort. udenfor mit vindue gik det legetøj jeg havde leget med i løbet af dagen, eller når jeg lukket øjnene, gik det legetøj jeg havde leget med i løbet af dagen udenfor mit vindue. oftest den gule transformer, der var en uro i det, i det at ikke kunne lukke øjnene, jeg pustede små spytbobler for at overdøve dens trin, og på et tidspunkt faldt jeg i søvn. så vækket far på at mig på et andet tidspunkt i en anden dag. han smurte madpakke, mens spiste jeg havregryn, med en enkelt ske sukker, efter gik vi sammen mod skolen, hvad snakkede vi om på vejen? nok lidt om fodbold, og om hvad vi skulle have aftensmad, og bornholm, det er en del af ham, bornholm, jeg husker at sidde i den sofa med kradsemærker fra pyrus, vores kat, overhøre samtalerne mellem ham og farmor, hvordan ordene svævede lidt, og hvordan jeg kunne smage de smagte anderledes, mens jeg hvisket dem for mig selv. samtalerne var altid meget praktiske, far har altid været meget praktisk, eller far er stadig praktisk, følelserne mudrer bare det hele for ham. nu, deler vi en gang imellem vin og snakker minder, en til en som de er sket, uden alt muligt ekstra. 

 

vi snakker om dengang i haven, vi klippede mit hår, eller dengang han gjorde, solen der hang som et ansigt på himlen, og mig der håbede det blev pænt. jeg blev nærmest karse, jeg gik ind til spejlet og råbte, eller jeg græd, jeg græd, på dit og mors værelse, hvor jeg så tit sov i midten, tårerne var streger på mine kinder, i kom ind og tørret dem væk, inden jeg blev sat foran fjernsynet for roens skyld. senere, i køkkenet kunne jeg høre jer skændes afdæmpet, jeg tror at jeg mærkede ubehaget ved menneske der er uenige. senere, senere, i børnehaven, i de næste tre måneder, gik jeg med hue, nogle gange spand. jeg tror det er hele den her situation der har gjort, at jeg synes det er absurd at gå til frisøren, hvis man har venner (der gider klippe en). nu ligger jeg i virkelighedens hus i kalkhvidt linned og er håbende. 



i dag leger savnene voldsomt 

i virkelighedens hus damper min krop de gode minder ud

på det sidste er alt blevet én for mig

det at kunne adskille tingene fra hinanden er en magt

 

på vejen hen mod noget er jeg på vej hen mod noget

jeg er et postbud af sødme og mildhed

i den her tid er det svært at overskue uoverskuelige mennesker

 

dagene er bare en suppe jeg svømmer i 

 

 

 

på værelset var gardinerne nede, der var mørkt som en nat der aldrig blev hel mørk. sengen hvor jeg så tit sov i midten. i huset hvor min krop var det areal jeg flyttet på. der ikke længere nogle der bor der, eller jeg mener vi bor der ikke længere, den anden dag kørte jeg forbi, helt langsomt, uden at stoppe op, det så genkendeligt ud. selvom om basketkurven og de japanske kirsebærtræer, og kattelemmen var fjernet, og dørene og menneskerne udskiftet. det underligeste var ikke, at vi ikke længere boede der, men at de havde skiftet ting ud der engang var vores, det føltes som om der blev taget noget, jeg ikke vidste at jeg ejet. eller min tidligere krop ejet, min barnekrop, men et barn ejer få ting, jeg ejede mit hus og mit værelse og min kanin, min kanin der gnavet hul i buret og aldrig kom igen, vi ledede ved stierne, på skolen, i skoven, derude blev skuffelsen til sorg, indtil den på et tidspunkt forsvandt, jeg er blevet ligeglad nu, men tænker hvor lang tid har jeg været det, hvornår transformeres sorgen til glemsel. hvornår er sorgen en bakke, der løber nedad. jeg tror altid. jeg tror altid jeg under mange mennesker det godt, men aller mest mig selv. 

 

på det sidste er mennesker blevet vilkårlige, mig og af dem sidder ved vandet, eller vi sidder ved vandet, vi sad ved vandet, og bådene svævede, man kunne overhovedet ikke vurderer hvor horisontlinjen startet, hvor himlen sluttet, der var bare et sølvgråt, alt var bare et sølvgråt og støvet, jeg kastede de bedste sten tilbage til bølgerne, tænkte der er himler der nemmere at være under en andre. samtalen var tavs, der var intet at komme efter, afslutningen havde indtræffer dage forinden. det ikke at elske, er sværere end det at elske, al skylden er en rygsæk med tunge notesbøger. på lærredet foran os slæbte bådene, containerskibene sig fra højre mod venstre, i langsomme strøg, jeg kunne føle alt den grusomhed  de efterlod. jeg kunne føle mig magtesløs. ved vandkanten kunne jeg se bølgerne havde skubbet stenene sammen til en udstrakt voldgrav, vi kravlet over den med vores nøgne krop, der ikke længere var vores. det var engang vores krop, der var ikke en opdeling, jeg følte mig mere krop i den end i min egen. bag os, var skoven, de små hjorte vendte nakkerne i hak for at kigge på os. vi havde en smøg tilbage, og vi delte den for symbolikken skylds, inden jeg begravet den i sandet og sagde, “jeg har altid elsket at være her”, jeg husker ikke hvad du svarede. vi gik tilbage mod bilen, det var en langsom afspaltning af kroppene. da himlen blev sort hang månen som et lille smil. jeg kunne ikke sove, jeg kunne kun være, jeg kunne kun være. jeg var i virkelighedens hus, jeg drak af floderne der løber mellem os. men altså måske er jeg bare glad, jeg ved det ikke, jeg hænger mit tøj op og vinduerne klapper ad mig. og nogle gange er hjertet bare en knytnæve lige i brystet, og nogle gange slår det lidt på mennesker vi elsker, så bliver vi kede af det. 

 

luften er blødt papir, jeg kan ikke rigtigt vågne, jeg ligger halvt i søvnen, halvt i dagen, morgenen er et lille skrig, folk ser søde ud på deres stories. Men nu, eller tidligere, eller nu inde hovedet, snakker vi lidt om lidt, og jeg tænker det er svært at give dig de følelser, du giver mig, og du spørger hvad jeg føler, jeg føler bare, jeg føler bare. og måske jeg blander tiderne sammen eller måske tiderne blander mig sammen.

 

 

 

når verden åbner sig, går jeg ind gennem dens skydedøre

min krop er den jord jeg er kommet af 

 

hvis jeg tager en beslutning, mister jeg bare en anden

der er et lille springvand jeg kaster mønter i, jeg får ingenting tilbage

 

alle vil mig noget, men jeg gider ikke noget

håbet og sorgen slås lidt om hvem der får mest plads i kroppen

 

der er fugle der flyver ind og ud af skyerne

i virkelighedens hus sover jeg mig ren 

 

 

 

dagene er appelsiner der rådner hen mod aften, på taget er der et antal fugle. det oftest når der er tilbud på min relation, at folk slår til. i mit jeg, løber jeg en lille tur. her dufter af anis og hyldeblomst, oppe på bjerget gemmer udsigten sig. jeg gemmer mig mellem dem.  stierne er linjer, der er afstande. hvis jeg bliver træt, folder jeg sammen som en musetrappe, ligger mig ned, og solen svæver over mig som luften omkring mit jeg. mine hænder er i en vandpyt, der vasker mit hoved. markerne er udstrakt som tiden. jeg læner mig ned i sorgen, indtil jeg ikke længere orker. jeg håber på en genfødsel, selvom om jeg ikke tror på dem, jeg tror ikke på dem. der er mange jeg ikke tror på. min rute ved jeg ikke, jeg har besluttet mig for at være her til jeg ikke længere kan, jeg tænker på forskellene. i virkelighedens hus skriver jeg breve til det efterladte. duften af hyldeblomst er blevet kraftigere, men jeg ser intet, indtil jeg gør, jeg plukker dem, over bål koger jeg dem i vand, drikker en lille tår, men det for varmt. jeg går ud, dyrene er opgivende og nemme at fange. jeg spiser en kanin, og et sovende får. i mit jeg, løber jeg en lille tur. på træerne hænger visheden, jeg plukker af dens bær. min tunge er blå nu, den er blå nu, den strækker sig mod himlen. hvis det hele er en afgrænsning, er min krop en lægtehammer. jeg har løbet, men jeg vil hvile, over mig svæver solen som bærerne over jorden, jeg er stadig den jord jeg er kommet af, jeg er den jord der løber ud af mit jeg. jeg.  

 

jeg hiver i en elastik, tiden er en elastik jeg hiver i. nu regner det i et af de rum man kan befinde sig i, f.eks. samfundene. jeg ser der hænger himmelguirlander mellem el-tårnene, jeg ser træernes kroner der udvider rummene. herhjemme laver jeg en aftensmad, mens der kører fjernsyn på fjernsynet. efter, spiser jeg det som en gerning. jeg er hvilende i forestillingen. min krop er et system der nedbryder. den mad jeg lige har indtaget. hen mod skoven, er der musik i ørerne, udelukkende det gode. her dufter af regn og lindetræer, jeg sætter mig og skriver linjer i det ægte.

 

der er noget påtaget, måske det bare er mit tøj. jeg sidder i en blufærdighed, jeg læner mig ned i det kommende. den næste uge er min, jeg sværger. jeg tager mine fødder på, og går steder hen. savnene leger blidt, og jeg leger med. over os er der fly, de trækker striber mellem afstandene. i vinduet ryger jeg en smøg, inden jeg stopper. måske man skulle ringe til vennerne, bare lytte lidt på deres alt muligt. udenfor nu, ligge ned med frekvenser, måske whale sounds, i ørerne, måske ikke orke, måske sidde på jorden som græs. måske falde ind og ud af stemninger. 



en regnorm der bliver tortureret af en krage 

jeg sidder på jorden som græs

 

endnu en morgen hvor man vågner til endnu en morgen

et sted derude er den lille fremtid, og jeg er så neutral ift. den

 

lige nu er himlen den stilstand jeg associerer med 

tomheden et fravær, jeg bliver det samme af

 

hjem via den hurtigste vej

 

en gang imellem altet er et vi

en gang i mellem er altet bare mig, mig



der var en ræv der løb over marken, dens øjne var hoppebolde, jeg fik lyst til at rive dem ud, lege med dem, putte dem i glas med dato på. men ræven løb ind i fremtiden, inden jeg nåede noget. jeg kigger efter næste dag. oppe i rederne er der fælleskaber, ingen har valgt. i virkelighedens hus er der ingen. jeg minder mig selv om at du ikke er det eneste du. jeg kan høre en vind der er en cirkel, jeg har aldrig set en tornado, men håber. på ruden, sovende fluer, jeg smækker en og de næste vågner, flyver forvirret rundt. lander steder, og jeg smækker dem, knuger hånden til et omvendt c og nærmer mig helt langsomt, og så helt hurtigt, har altid været sygt dygtig til at smadrer fluer, det en lille hobby af en art, eller jeg synes det meget grineren. nu ligger de i min hånd som små lakridspastiller. har altid en pakke i bilen, hvis jeg glemmer at børste tænder, inden jeg går ud af døren. det sker, som så mange andre ting. det kunne være alt muligt, det der sker mest lige nu er bare ting, og mig der elsker. eller mig der går hen på den forladte efterskole for at føle tiden. alle ruderne er smadret, og der er begyndt eller der er klatreplanter i alle kammene. jeg går ind i det gamle industrikøkken, duften er tættere på skimmelsvamp eller risotto. i den store gryde, ligger der tusind ederkoppeæg. Jeg tænker på meget liter flydende der har været ind, siden den åbnende i 1956 og gik konkurs i 2013, eller måske blev den lukket af kommunen. man kan mærke hvor alle de mennesker der har stået har ude, alle kokkene og eleverne. Fra køkkenet er der udgang mod en fællesstue med pejs, manualen ligger på gulvet, det er en finsk model med hvid malet mursten. på gulvet ligger jointskoder, og smøger man kan se der blevet ristet, af nogle der ikke vidste hvordan man ristet en smøg, filterne var helt sorte, men virker det så virker det. Hvad ligger der ellers? der ligger sodavandsdåser, og chipsposer, og gamle cigaretpakker fra den gang de stadig måtte reklamerer, en pakke skjold der i glimtende blåt, og tilfældige linjer lys reflekteres ind på grund af alle de tilfældige huller i ruderne. nogle af dem er forsøgt fisket, med store krydsfinerplader, det må have været inden de gav og gjorde det til et ingenting. for enden af fællestue ligger de gamle elevværelser, det som der meget mere svinet her, som om folk måske synes det mere privat, mere respektløst at gøre det klamt. på toilletter kan man se folk har forsøgt at pisse, men at skyl ud funktion ikke længere virker, duften er lidt gæret, lidt ammoniak. jeg ville hvad der er i kælderen, der er mørkt rum, uden nogle tegn på hvad der plejede at være, eller der er en qr-kode jeg scanner, der kommer en video fra 2011 frem, en ung dreng i barcelona trøje, der forklarer hvordan betalingssystemet i vaskekælderen virker via en eller anden hjemmeside. jeg går op fra vaskekælderen og ind i gymnastiksalen, det er klart her folk helst vil lave deres graffiti, måske fordi lærredet er størst her. i gulvet er der kommet et kæmpe hul, måske tre fire meter bredt og to tre meter langt, eller omvendt, i den anden ende af salen er der basketballkurve, rimelig uskadte, og jeg ærgrer mig over jeg ikke har en bold med. 

ved siden af det hele ligger forstanderboligen, og jeg vil ind, men der er låst, kun et enkelt vindue er smadret, men ikke nok til jeg tør kravle ind. på vejen hjem er der skovsnegle, de knaser under mine fødder, og lyder som popcorn der bliver poppet.