tagryggene er fyldt med måger og mos, du er her stadig ikke, og alligevel skinner solen stadig på en insisterende måde og er vel enten rykket tættere på eller længere væk og jeg gætter på, tættere på, fordi jeg engang har hørt noget om jorden bliver slugt af solen på et tidspunkt om lang tid, men for nu er elkablerne her stadigvæk og transportere stadig en form for kærlighed fra a til b og sivene blæser stadig lidt endnu i vinden, som da jeg så det der motoriserede installationsværk af ham amerikaneren der, der ligesom havde sat motorer i bunden af alle siv på en strand så man ligesom kunne styre hvor vinden skulle komme fra på en lidt fiktiv måde, og jeg fortalte dig om det selvom du ikke kendte mig, og du sagde at jeg gav den samme vibe som din mormor, og jeg tænker jeg må være glad, for elkablerne fandtes også da jeg var dreng og jeg ved intet om dem, ud over jeg tror jeg synes at det er god arkitektur, og at jeg draget mod ideen om at alle ved hvad det er, men ingen helt forstår hvad det er, og jeg er draget mod forestilling om du igen leger i sivene med en barnlig tilgang, på en måde hvor intet helt dør, hverken om hundrede år eller i dag, hvor du ville have haft følt at det hele ikke burde handle om dig alt sammen og jeg føler ikke det hele burde handle om mig alt sammen, men jeg føler bare de er over det hele, solene, murstenene, vandpytterne, hækkene, stierne, tagene med mås, kattene, de havblå himle, elkablerne, samtalerne, de visne brombær, de muddergrønne søer, markerne, træerne kun med toppe, skyerne, bladene, vejene, ligusterhækkene, ridningen, stråtagene, ringene, bindingsværkerne, gentagelserne, trapperne og sivene men sivene er grå året rundt og deler en eller anden form for nostalgi med det der er blevet sagt, og det så vel alt sammen ens ud for os to, selvom du har snart været død i mange år, og det virker fladt for os at vi ikke ejer noget, og det virker fladt for jer at i ikke ejer nok, men alligevel ville jeg elske at dele et gravsted, for det er fascinerende at tænke på hvordan vi hele tiden går oven på skeletter, og hvordan kirkegårdene nok på et tidspunkt bliver til boligbyggerier, når vi når en form for mætningspunkt og bliver nødt til at udvide hen over al jord, for al jord er jo bare jord og vi kan stadig godt snakke om måden vi hader hinanden på, men stadig giver hvad der er at give, som en for form ofring, og jeg klar til at ofre mange mennesker for mange ting, men jeg tør bare ikke, og i tør godt men i gør det bare ikke, og jeg sidder stadig og lader som om murerne krammer mig hårdere end nogensinde og lader som om jeg tager hvad der retmæssigt er mit, og nogle gange forestiller jeg også mig en masse søde små grå kaniner med meget røde øjne, samlet i et rum, hvor de dækker jorden, i et kæmpe lokale med højt til loftet, helt tæt, ligesom på den kyllingefarm der er med i breaking bad, og så ville ligge der i midten af det hele og de alle ville søge hen til mig, ikke bare fordi en gjorde det først og ikke bare på grund af flok-effekten, men fordi de havde lyst til at dække mig i et slags pyramideformet mennesketårn af kærlighed og så kommer jeg til fornuft, og forestiller mig at det er urealistisk, og at du i stedet ville have fortalt mig, at jeg skulle forestille mig en svagt oplyst nat og det synes jeg også er rart at forestille sig, og det giver bedre mening, og det går jeg så nu.
onsdag den 29. januar 2025
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
mig og anapi lavet lidt ritualskrivning, skal nok forklare, når jeg lige orker, eller okay, jeg forklarer det bare lige hurtigt
i sætter jeg sammen, sammen om et rundt bord, der ingen begrænsning på hvor mange, vi var to, havde ti bøger, i hver bog finder man tre sætn...
-
vi spiller spikeball og ryger lidt, og jeg tror det her er meningen med livet, og med vi er her, siger du, og jeg siger det fandme smukt, vi...
-
himmelen er blød s om et biografsæde og at jeg elsker at forestille mig det du så der ikke fandtes du siger damen i den røde kjole hun...
-
MODIFIER 𓇼 i en rapsmark plukker jeg blomsterne smagen er sød og støvet fuglene lyder som knive der skærer sig på hinanden 𓇼𓇼 vi hører i ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar