virkelighedens hus (revisisted)

Luften er blødt papir, jeg kan ikke rigtigt vågne, jeg ligger halvt i søvnen, halvt i dagen, morgenen er et lille skrig, folk ser søde ud på deres stories. Men nu, eller tidligere, eller nu inde hovedet, snakker vi lidt om lidt, og jeg tænker det er svært at give dig de følelser, du giver mig, du spørger hvad jeg føler, jeg føler bare, jeg føler bare. Og måske jeg blander tiderne sammen eller måske tiderne blander mig sammen.

Eller måske mennesker er blevet vilkårlige på det sidste, eller måske mig og en af dem, sidder ved vandet, eller vi sidder ved vandet, vi sad ved vandet, og bådene svævede, man kunne ikke vurdere hvor horisontlinjen startede, hvor himlen sluttede, det var bare et sølvgråt, alt var bare et sølvgråt og støvet. Jeg kastede de bedste sten tilbage til bølgerne, tænkte: der er himler der nemmere at være under end andre. På lærredet foran, slæbte bådene, containerskibene sig i langsomme strøg fra højre mod venstre, jeg kunne føle al den grusomhed, de efterlod. Jeg kunne føle mig magtesløs. Jeg kunne se at bølgerne havde skubbet stenene sammen til udstrakte voldgrave, vi kravlede over dem med vores nøgne krop, den krop der ikke var vores, lige der følte jeg opdelingen. Bag os var skoven, de små hjorte der vendte nakkerne i hak for at kigge. Vi blev skyllet op som vandmænd. Vi havde en enkelt smøg tilbage, vi delte den, for symbolikken skyld, jeg begravede den i sandet og sagde, “jeg har altid elsket at være her”, jeg husker ikke hvad du svarede. Vi gik tilbage mod bilen. Da himlen blev sort, hang månen som et smil. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne kun være, jeg kunne kun være. Jeg var i virkelighedens hus, jeg drak af floden, der plejede at løbe mellem os.

Der er fugle der flyver ind og ud af skyerne, hvis jeg tager en beslutning, mister jeg bare en anden, det er det lille springvand jeg kaster mønter i, og får ingenting tilbage af. I de her dage: alle vil mig noget, men jeg gider ikke noget. Jeg lader bare håbet og sorgen slås lidt, om hvem der får mest plads i kroppen.

Men altså måske jeg bare er glad nu, jeg ved det ikke. Jeg hænger mit tøj op og vinduerne klapper ad mig. Nogle gange er hjertet bare en knytnæve lige i brystet, og nogle gange slår det lidt på mennesker vi elsker, så vi bliver kede af det.

Nogle gange er dagene appelsiner der rådner hen mod aften, på taget er der et antal fugle. I mit jeg, løber jeg en lille tur. Her dufter af anis og hyldeblomst, oppe på bjerget gemmer udsigten sig. Jeg gemmer mig mellem dem. Stierne er linjer, der er afstande. Hvis jeg bliver træt, folder jeg sammen som en musetrappe, ligger mig ned, ser solen svæve over mig, som luften omkring mit jeg. Mine hænder er i en vandpyt, der vasker mit hoved. Markerne er udstrakt som tiden. Jeg læner mig ned i sorgen, indtil jeg ikke længere orker. Min rute ved jeg ikke, jeg har besluttet mig for at være her til jeg ikke længere kan, jeg tænker på forskellene. I virkelighedens hus skriver jeg breve til det efterladte. I mit jeg, løber jeg en lille

tur. Duften af hyldeblomst er blevet kraftigere, men jeg ser intet, indtil jeg gør, jeg plukker dem. Over bål koger jeg dem i vand, og drikker en lille tår, men det er for varmt. Jeg går ud, dyrene er opgivende og nemme at fange. Jeg spiser en kanin, og et sovende får. I mit jeg, løber jeg en lille tur. På træerne hænger visheden, jeg plukker af dens bær. Min tunge er blå nu, den er blå nu, og strækker sig mod himlen. Hvis det hele er en afgrænsning, er min krop en nøgle. Jeg har løbet, men jeg vil hvile, over mig svæver solen som bærerne over jorden, jeg er stadig den jord jeg er kommet af, jeg er den jord der løber ud af mit jeg. jeg.

Jeg hiver i en elastik, tiden er en elastik jeg hiver i. Jeg ser der hænger himmelguirlander mellem el-tårnene, jeg ser træernes kroner der udvider rummene. Herhjemme laver jeg en aftensmad, mens der kører fjernsyn på fjernsynet. Efter spiser jeg det som en gerning. Min krop er et system der nedbryder. Jeg er hvilende i forestillingen. Jeg går hen mod det næste, med musik i ørerne, udelukkende godt. Her dufter af regn og lindetræer, savnene leger blidt, og jeg leger med.

Hvis der er noget der er påtaget, er det måske bare er mit tøj. Jeg sidder i en blufærdighed, og læner mig ned i det kommende. Den næste uge er min, jeg sværger. Jeg tager mine fødder på, og går steder hen. En regnorm bliver tortureret af en krage, jeg sætter mig på jorden som græs. Over os er der fly, der trækker striber mellem afstandene. Måske skulle man ringe til vennerne, bare lytte på deres alt muligt, falde ind og ud af deres stemninger, inden man falder i søvn.

I vinduet ryger jeg en smøg, inden jeg stopper. I virkelighedens hus sover jeg mig ren, endnu en morgen hvor man vågner til endnu en morgen, et sted derude er den lille fremtid, jeg er så neutral ift. den. Lige nu er himlen den stilstand jeg associerer med, tomheden et fravær, jeg bliver det samme af.