antologi f25

Kærligheden er en by med 400 indbyggere, en af dem er mig, og en af dem er dig, byskiltet er kobber, og begyndt at grønne, vi vil væk, vi vil helt væk, tanken om flugt, er det lille lys der brænder mellem os, men det er umuligt, det umuligt, vi har vores opgaver; Brænd de indtrængende, røg sildene i deres røg. Vand grønsagerne og træerne med menneskeblod, gød dem med asken fra de indtrængende. Vores kartofler er blodrøde, og kogevandet ligner tynd saft. Vi går mellem hinanden, planter pastinak, agurk, og lindetræer, skærer os i armene, lader blodet dryppe ned over frøene, som regndråber der omslutter myg. Sildene hænger vi, i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene. I udkanten af byen, står de unge, nedlægger de indtrængende, trækker dem til vores hus i hørsække. Det har altid været sådan, vi har altid været 400, de indtrængende har altid forstyrret formaliteten, det er nødvendigt med foranstaltninger, engang var jeg selv en foranstaltning, jeg så alle de indtrængendes ansigter, inden jeg nedlagde dem, nu de gemt bag hør, og jeg kan dufte deres person når de brænder.

Jeg starter ildstedet, udenfor vinduerne er det stille, indenfor også, jeg venter til flammerne har fanget an, putter en sæk på, røgen er bitter og glammende, i den, hænger sildene i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene, og tager smag. Jeg steger pastinakker, og koger kartofler, over ilden. Du rejser dig fra sengen, salter vandet, tager de arme, der er dine om mig, siger, jeg går lige ud og gøder, hvor har du stillet asken? Ved døren, husk kniven. Du går, jeg venter på vandet koger, på panden bliver varm, dit fravær sløver hele processen. Jeg river sild af snorene, de flænses nedefra, og op mod munden. Jeg drejer krop og hoved i modsat retning, vrider dem fra hinanden, overvejer om, krop og sind kun separeres gennem halshugning, så slipper jeg tanken og sprætter bugen op, fjerner først rygsøjlen, så de store, så de små ben, efter tager jeg kødet ud med mine fingre. Vandet koger nu, kartoflerne flyder halvt over, halvt under vand, det ligner knæskaller, flydende rundt i tynd saft. Panden er blevet varm, pastinakkerne har jeg skrællet med bark, skåret i flade skiver på tykkelsen med min hånd. Kogevandet er rødt som tynd saft, kartoflerne bliver bløde, pastinakkerne brunlige. Jeg er i gang med at slukke ildstedet, du træder ind som frø der spirer op, blødende, men sårene lukker først i søvnen, i løbet af natten.

Vi spiser, efter søger jeg ud af byen, mest for at tænke lidt, mest for at finde hullerne de indtrængende kunne være kommet ind i gennem. Jeg er tit ude, det er ikke mit valg, fødderne fortæller bare hjernen; det er nødvendigt for byen, hjernen vælger at lytte. Så jeg er ude, jeg er ude nu, går mellem tætte skove, søger efter spor, herude er husene små, og i sten, med store blokke der ligner øjenbryn stablet på hinanden. Jeg finder skygge, drikker kogevand fra tidligere, har puttet det på flasker i løbet af dagen. Jeg ved hvor byen er, kan fornemme den i horisonten, jeg kan ane vores tag, eller måske er det ikke vores tag.

Aftenen nærmer sig langsomt, som en kat der vil kæles, jeg aer dens hage.

Jeg vil sove, jeg spørger mine fødder, vil vi først tilbage i morgentidlig? De siger, de siger ingenting, jeg, jeg falder i søvn, jeg drømmer, jeg var lykkelig, jeg var lykkelig, vi badede nøgne i dæmringen, løb ud af vandet, kastede med vores kroppe, som man kaster med vandmænd. I den efterfølgende træthed, var vi liggende, blev bløde, blev to deje, blev æltet til en, og bagt i en gryde, over et fremmed bål. Da jeg vågner, søger mine fødder tilbage mod byen, du er hjemme, lindetræerne er allerede ved vores hofte, vi spiser pastinak, skrællet med bark, agurk knækket i stykker, det hele var smukt som en naturkatastrofe. Vågner og går, ved byens grænse står en af de unge, siger han har lagt to hørsække ved min dør. Jeg tænker, jeg kan ikke mere, jeg tænker, hvem kan tage vores plads? Vores kroppe er bare den jord, alt ånder gennem.

Du står i køkkenet, laver mad ud af mad, jeg tænder ildstedet, og brænder en af sækkene, røgen dufter sødt og barnligt. Det holder mig vågen om natten, at det er nødvendigt, det holder mig vågen, men, men må brænde dem, de indtrængende er øjendråber der slører hele dage. Røgen dufter stadig sødt og barnligt, siger, prøv lige at duft. Du siger jeg ved, den her aske bliver god gødning, minder mig om, at jeg hverken har vandet eller gødet i dag, jeg tager aske, og kniv med ud. Den ene arm stryger asken over jorden, fra den anden drypper blodet, blodet størkner først i søvnen. Jeg går tilbage til ildstedet, tænker hvem skulle overtage min plads, hvis jeg bare gik? Vi skal være 400, vi skal være 400, jeg brænder endnu en sæk, røgen er blevet velvidende og sød, i den, hænger jeg sild i kroge fra loftet, med snore gennem deres øjne, mærker røgen, er godsindet, og solnedgangen er, er ikke endnu.

Jeg tager fødder på og går, lægger mig ned hvis de er trætte, over mig svæver solen som røgen oven ildstedet, jeg dufter nyfalden regn, jeg savner dit køn, dine bryster jeg holdt som trofæer, følelsen af hø mod min ryg, jeg kigger efter huller, de indtrængende kunne have kravlet ud gennem, husene er små herude, og i sten, med store blokke, der ligner øjenbryn stablet på hinanden, mellem dem, en cement der har tyknet, nu er både det, og vandet i søen, blevet uigennemtrængelig.

De kommer fra tæt på, røgen er bestemmelig.Jeg skriver med min kniv, i barken på forældede træer;

Jeg skriver
 
Dagene flyder sammen til en spand

Jeg skriver

Beslutninger er en tung regn

Fuglene lyder skingert
mærker deres næb i min rygsøjle


Fingrene i ørerne, varmen fra et moderligt kram

Jeg skriver

Jeg holder en hemmelighed i den lille boks du kalder mit hjerte

Herude, prøver at rense mig ren for de fremtidige sorger
du smager enten sødt eller kødeligt som jeg husker det

Drømmene løber ned ad mine kinder som savl
rammer hovedpuden, ligner små dryp, som fra min arm

Jeg vil hjem      som en brevdue

Min fødder har bevæget sig, de står i køkkenet igen, jeg laver mad ud af mad, sildene har snore gennem øjnene, hånden er om kroppen, og river, de flænses nedefra, og op mod munden. De stegte pastinakker,

lægger jeg på moste kartofler, ligner de indtrængendes hoveder efter de er nedlagt. Kogevandet er rødt som tynd saft, panden umulig at rense ren, som kroppen for de fremtidige sorger.

Ud af min mund kommer ord og jeg erklærer mig enig, huset er den notesbog jeg gemmer mine tanker i.

Markerne er udstrakte og høje som et menneske, markerne er en lang gang. Byskiltet bliver mere og mere grønt med tiden, og tiden mere og mere uforklarlig. Jeg kan se de unge, komme fra byens grænse til min dør, sækkene er få, men tunge. De sidste par dage er røgen blevet bitter og glammende igen. Jeg har lyst til at søge ud af byen, men mine fødder er ru, du smører dem med saften fra bærbuskenes blade, og det lindrer. Din hjerne lægger du på natbordet, og sover en søvn. Jeg tænker, er det her et udstrakt nu?

I morgen er der en to do liste; fang fisk, plant buske, kærtegn, bål, vand og gød grønsagerne og træerne, pluk æbler til tørring, find hullerne. Røgen varer ved ind i natten, duften er stadig bitter og glammende, den gør det svært at sove. Mine øjne lukker i, røgen gør det samme. Om morgenen, lægger jeg en hånd mod din pande, du er varm, jeg siger du skal hvile, jeg tænder ikke ildstedet, men det betyder det skal brænde dobbelt i morgen, du nikker og siger tak. Vi venter på dagen slutter, og det gør den. I morgen er ønsket det samme, men jeg forstår vi skal være 400.

I dag går mine fødder længere væk end nogensinde, jeg ved du sover tungt, jeg ved dine øjne ligner sildens i din søvn, ønsket er; pak tæppet om dig, men er ikke hjemme, er her, og her er lyst og varmt, jeg køler min krop bag stenen, den kaster lange skygger, de er på størrelse med husene. Har taget kartofler, agurker og sild med, kogevand i flaske. Her er omvendte muldvarpeskud, jeg tænker nogen har gravet. Jeg går hjem mod sygdommen, en frygt kravler, mærker den i nakken lige nu.

Da jeg kommer hjem, sover du stadig, din pande er endnu varm, udenfor er markerne udstrakte og høje som et menneske. Jeg går mellem det umodne, spiser bunden af rapsblomsterne, smagen er sødt og støvet, jeg spiser også majsene, de små firkanter gemmer sig bag det grønne, ligner tommelfingre negle, flagerne sidder i min mund, jeg fjerner min tunge dem, som jeg fjerner fisk fra nettet, du har syet. Hver nat flyder det mellem bækkens breder, på et tidspunkt i dag bliver det også nat, så sætter jeg det op, og går i seng. Hvis natten kommer uden varsel, tager jeg fakkel med, i dag kom natten uden varsel, så kom morgenen efter søvnen. Du er vågnet og tværer dine øjne ud, smider resterne bag i sengen, siger vi skal have tændt ildstedet, jeg tager en hørsæk og hænger fisk op, de umodne majs lægger jeg på dit bryst, og udvider rummet. Bag dit hår, er din pande stadig varm. Udenfor er det begyndt at regne ned i snore, vinden ryster huset som en busk. Det lyner. Lyset er i stuen, skinner væggene op, veksler mellem mørke og korte sekunder.

Jeg lægger mig i høet, tager tøjet af, du gør det samme, dine bryster står ud i luften, og smiler til mig, jeg tager fast om din hofte, stønnen forlader din krop som et restprodukt. Røgen er venlig og mild, os, svedende i høet. Jeg rejser mig, flænser en sild nedefra, og op mod munden, vrider hovedet af, og går tilbage til din krop, lægger det på dit bryst, og udvider rummet. I stilheden, drikker vi vand, af hinandens hænder.

Næste dag vågner jeg som en anden dag, du er frisk, har brændt to hørsække, og vil ud af byen, jeg spørger om det er nødvendigt, du siger, vi skal have fundet hullerne, de indtrængende kommer gennem, hvor var det der var gravet sidst? Ved den store sten, der kaster lange skygger, der kan man også hvile, kommer du hjem i dag? Derude er husene små, og i sten, med store blokke der ligner øjenbryn stablet på hinanden. Jeg er alene nu, ildstedet brænder, røgen er blevet blid og anonym, udenfor henter folk de røgede sild. Kogevandet er rødt som tynd saft, jeg hælder det på flasker, jeg skræller pastinakker med bark, maser agurkerne til en vandet substans, fra sildene fjerner jeg rygrad, så de store, de små ben, spiser det på en gammel avis, spiser det under lindetræet, her er lyst og varmt, træet er mange gange højere end mig, stammens bredde er et af de små huse udenfor byen. Himlen er, helt blå og kun blå, ensfarvet som et godt æble. I flere dage, alt har enten lignet sig selv, eller hinanden, de unge har ikke været her, og min krop er smattet som jorden i bækken.

Går du stadig? Solen falder nu, jeg sidder under lindetræet, kronen udvider rummet.

Jeg lægger en sæk på ildstedet, den er tung og min ryg kan mærkes, sækkenes vægt varierer, som antallet af fisk i nettet. Ilden fanger an, røgen er tung og voldsom, sildene omsluttes, mine øjne løber lidt i vand. Jeg varmer kogevandet, drikker det af en kop med ske, min mund skoldes, hver gang skeen rammer. Nu er koppen tom, jeg går med kniven og asken ud i haven, længere væk er markerne udstrakte og høje. Kniven skærer i min arm, og armen drypper, den anden, stryger asken ud over grønsager, mens de vokser, eller skrumper mine øjne bare? Jeg bliver svimmel, og går ind, lægger min krop i sengen, tager om mit køn, og tænker på dig. Flænser en sild nedefra, og op mod munden, lægger den på mit bryst, kniven er i den anden hånd, graver kødet. Mine øjne lukker som sårene, i søvnen, i løbet af natten. Jeg drømmer du er tilbage, jeg drømmer, vi ligger i sengen, puderne er bomuld, og pludselig løber vi, vi løber, og vi sidder på en klippe med fødderne hængende ud i døden. Vi hopper, eller vi falder, rammer vandet, kroppene bryder spændingen, flyder ud i alting, strømmen trækker os væk, vi rejser gennem aftenen som bølger, vi snakker ikke, vi er bare, vi er bare, og når jeg vågner, er vi ikke.

I dag er dagen et halstørklæde, snor sig om mig tre gange, inden der ikke er mere at give af. Det er aftensmadstid, byen henter grønsager og sild, jeg sidder så jeg kan se dem, men de ikke kan se mig, min krop vil væk, opgaverne er blevet hårdere uden dit blod, dine hænder, jeg ved ikke om det er mig eller byen der mangler mest. Lukker dine sår i søvnen, i løbet af natten, har du overhovedet nogle?

Der er gået tid siden du sidst var her, her er lyst og varmt, solen svæver over huset, som blodet over jorden, inden det rammer. Nogle af dine hår, ligger på hovedpuden, jeg fletter dem til et armbånd, putter blod på så det størkner, det er en slags forsegling. Jeg lægger det under puden når jeg sover, tager det på jeg vågner. Udenfor vinduerne kan jeg se, der bliver hentet sild og grønsager. De flænser sildene nedefra, og op mod munden, tager grønsagerne, og den bark der er nødvendig for at skrælle dem. Ildstedet har brændt gennem de sidste dage, der er mange sild. Men jeg har manglet dit blod, grønsagerne er ikke, som de plejer, heller ikke så mange, lindetræet vokser bare lidt.

Hopper jeg på dine øjne, som jeg hopper ønskerne?

Går ind i indenfor, former min hånd som en skål, hælder vandet fra flasken i, aftenskæret gør den orange, vandet dybrødt. Jeg putter endnu en sæk på ildstedet, røgen bliver mere blid, mindre anonym, i den hænger silde, i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene. Jeg lægger armbåndet er under puden, min krop i høet, udenfor vinduet, markerne udstrakte og høje som et menneske, jeg kan se byskiltet grønne.