fredag den 15. august 2025

far

 



jeg ser os udefra i et indenfor, 
i en anden tid, du lægger værktøj på plads, du polerer og fylder olie på din austin healey. om fredagen tæller du 20 stykker slik til mig og søster. om mandagen følger du os
 i skole. den ligger ved siden af dit job, jeg kommer i den store pause, spiser kage og drikker maskinkakao fra kaffemaskinen. jeg ser sjældent natten, men jeg ved den findes. du har købt en gylden ørn med lukket vinger, med hjem fra en forretningrejse i saudi arabien, mor er kommet til at ødelægge den. i garagen limer vi kroppen tilbage på glaspiedestalen, mens vi hører p8. dagen efter, drikker du øl med naboen, mens jeg leger med hans søn. der er kirsebærtræer, fuglene har spist, og solen er bare stor cirkel. jeg låner din kasket fra usa, jeg ved ikke hvad usa er. vi spiller badminton i haven, mellem sættene, mellem træerne, drikker vi hyldeblomst, jeg håber ikke du lader mig vinde. senere kan jeg høre jer skændes fra et andet rum, jeg kan ikke sove, indtil jeg kan. der findes søde monstre og der findes onde monstre. jeg puster spytbobler, jeg udskyder tankerne. huset bliver et telt, der blæser væk, når i fortæller mig far og mor skal skilles. zorro er også lige død. i mors nye hus flår vi gulvtæppet af , så der kan blive lagt trægulv, vi snakker ikke. jeg tænker, der er en sti mellem det nye og det gamle. i siger, jeg skal bruge den, så jeg ikke cykler på den store vej, for i bange for mig på den store vej, jeg er bange for den store vej i sig selv. mor siger, du er gift med dit job, jeg tror ikke jeg forstår hvad det betyder. 


*


der er meget jeg ikke forstår hvad betyder, det mest hvis det betyder noget for mig selv, jeg bliver irriteret.

fredag den 1. august 2025

virkelighedens hus (revisisted)


Luften er blødt papir, jeg kan ikke rigtigt vågne, jeg ligger halvt i søvnen, halvt i dagen, morgenen er et lille skrig, folk ser søde ud på deres stories. Men nu, eller tidligere, eller nu inde hovedet, snakker vi lidt om lidt, og jeg tænker det er svært at give dig de følelser, du giver mig, du spørger hvad jeg føler, jeg føler bare, jeg føler bare. Og måske jeg blander tiderne sammen eller måske tiderne blander mig sammen.

Eller måske mennesker er blevet vilkårlige på det sidste, eller måske mig og en af dem, sidder ved vandet, eller vi sidder ved vandet, vi sad ved vandet, og bådene svævede, man kunne ikke vurdere hvor horisontlinjen startede, hvor himlen sluttede, det var bare et sølvgråt, alt var bare et sølvgråt og støvet. Jeg kastede de bedste sten tilbage til bølgerne, tænkte: der er himler der nemmere at være under end andre. På lærredet foran, slæbte bådene, containerskibene sig i langsomme strøg fra højre mod venstre, jeg kunne føle al den grusomhed, de efterlod. Jeg kunne føle mig magtesløs. Jeg kunne se at bølgerne havde skubbet stenene sammen til udstrakte voldgrave, vi kravlede over dem med vores nøgne krop, den krop der ikke var vores, lige der følte jeg opdelingen. Bag os var skoven, de små hjorte der vendte nakkerne i hak for at kigge. Vi blev skyllet op som vandmænd. Vi havde en enkelt smøg tilbage, vi delte den, for symbolikken skyld, jeg begravede den i sandet og sagde, “jeg har altid elsket at være her”, jeg husker ikke hvad du svarede. Vi gik tilbage mod bilen. Da himlen blev sort, hang månen som et smil. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne kun være, jeg kunne kun være. Jeg var i virkelighedens hus, jeg drak af floden, der plejede at løbe mellem os.

Der er fugle der flyver ind og ud af skyerne, hvis jeg tager en beslutning, mister jeg bare en anden, det er det lille springvand jeg kaster mønter i, og får ingenting tilbage af. I de her dage: alle vil mig noget, men jeg gider ikke noget. Jeg lader bare håbet og sorgen slås lidt, om hvem der får mest plads i kroppen.

Men altså måske jeg bare er glad nu, jeg ved det ikke. Jeg hænger mit tøj op og vinduerne klapper ad mig. Nogle gange er hjertet bare en knytnæve lige i brystet, og nogle gange slår det lidt på mennesker vi elsker, så vi bliver kede af det.

Nogle gange er dagene appelsiner der rådner hen mod aften, på taget er der et antal fugle. I mit jeg, løber jeg en lille tur. Her dufter af anis og hyldeblomst, oppe på bjerget gemmer udsigten sig. Jeg gemmer mig mellem dem. Stierne er linjer, der er afstande. Hvis jeg bliver træt, folder jeg sammen som en musetrappe, ligger mig ned, ser solen svæve over mig, som luften omkring mit jeg. Mine hænder er i en vandpyt, der vasker mit hoved. Markerne er udstrakt som tiden. Jeg læner mig ned i sorgen, indtil jeg ikke længere orker. Min rute ved jeg ikke, jeg har besluttet mig for at være her til jeg ikke længere kan, jeg tænker på forskellene. I virkelighedens hus skriver jeg breve til det efterladte. I mit jeg, løber jeg en lille

tur. Duften af hyldeblomst er blevet kraftigere, men jeg ser intet, indtil jeg gør, jeg plukker dem. Over bål koger jeg dem i vand, og drikker en lille tår, men det er for varmt. Jeg går ud, dyrene er opgivende og nemme at fange. Jeg spiser en kanin, og et sovende får. I mit jeg, løber jeg en lille tur. På træerne hænger visheden, jeg plukker af dens bær. Min tunge er blå nu, den er blå nu, og strækker sig mod himlen. Hvis det hele er en afgrænsning, er min krop en nøgle. Jeg har løbet, men jeg vil hvile, over mig svæver solen som bærerne over jorden, jeg er stadig den jord jeg er kommet af, jeg er den jord der løber ud af mit jeg. jeg.

Jeg hiver i en elastik, tiden er en elastik jeg hiver i. Jeg ser der hænger himmelguirlander mellem el-tårnene, jeg ser træernes kroner der udvider rummene. Herhjemme laver jeg en aftensmad, mens der kører fjernsyn på fjernsynet. Efter spiser jeg det som en gerning. Min krop er et system der nedbryder. Jeg er hvilende i forestillingen. Jeg går hen mod det næste, med musik i ørerne, udelukkende godt. Her dufter af regn og lindetræer, savnene leger blidt, og jeg leger med.

Hvis der er noget der er påtaget, er det måske bare er mit tøj. Jeg sidder i en blufærdighed, og læner mig ned i det kommende. Den næste uge er min, jeg sværger. Jeg tager mine fødder på, og går steder hen. En regnorm bliver tortureret af en krage, jeg sætter mig på jorden som græs. Over os er der fly, der trækker striber mellem afstandene. Måske skulle man ringe til vennerne, bare lytte på deres alt muligt, falde ind og ud af deres stemninger, inden man falder i søvn.

I vinduet ryger jeg en smøg, inden jeg stopper. I virkelighedens hus sover jeg mig ren, endnu en morgen hvor man vågner til endnu en morgen, et sted derude er den lille fremtid, jeg er så neutral ift. den. Lige nu er himlen den stilstand jeg associerer med, tomheden et fravær, jeg bliver det samme af.

onsdag den 23. juli 2025

virkelighedens hus


engang sagde søster der ikke er en pointe i at putte mere end syv krydderier i noget som helst, at det ottende ville man ikke kunne smage, nu tænker jeg det ligesom, når man begynder at føle mere end to ting ad gangen, så kan man ikke føle det tredje, eller måske jeg ikke engang kan føle to, måske jeg faktisk bare er et enkelt humør, eller måske jeg bare er ingen humører. måske er skammen i det at føle ingenting, et råvildt der er blevet påkørt,  løbet ud på marken igen. og måske det lige nåede at kigge tilbage inden det humpede væk, og så kan man overveje det i flere dage, den tomhed er ofte værre end overvældelsen. i virkelighedens hus gemmer jeg det hele i et smykkeskrin af palisander, med rød silke, og fircifret kode, og det bare en følelse, det meste er bare følelser. i kroppen er de små målebæger, der hælder tilsvarende ord ud gennem min mund, men nogle gange er halsen bare usamarbejdsvillig, og mig, en tilstand jeg ikke vil være.  

mine øjne de er gråblå som himlen, men what ever, nu er det i kiosken og købe ting man køber i kiosken, så hjem og lave ting man laver derhjemme. f.eks. søvnen, søvnen der er det hegn der adskiller dagene, og far der rullet mig ind i den som en smøg, i enden, mit hår som små tobaksfliger, dynen der var varm fordi, risengrøden havde stået inde i den hele dagen, eller i timerne hen mod aften, de timer der var aller mest dag. i mit vindue var et stykke pap fra en flyttekasse, klippet med et indhak ved håndtaget, dengang var aftenerne lange, mig, bare lille og kort. udenfor mit vindue gik det legetøj jeg havde leget med i løbet af dagen, eller når jeg lukket øjnene, gik det legetøj jeg havde leget med i løbet af dagen udenfor mit vindue. oftest den gule transformer, der var en uro i det, i det at ikke kunne lukke øjnene, jeg pustede små spytbobler for at overdøve dens trin, og på et tidspunkt faldt jeg i søvn. så vækket far på at mig på et andet tidspunkt i en anden dag. han smurte madpakke, mens spiste jeg havregryn, med en enkelt ske sukker, efter gik vi sammen mod skolen, hvad snakkede vi om på vejen? nok lidt om fodbold, og om hvad vi skulle have aftensmad, og bornholm, det er en del af ham, bornholm, jeg husker at sidde i den sofa med kradsemærker fra pyrus, vores kat, overhøre samtalerne mellem ham og farmor, hvordan ordene svævede lidt, og hvordan jeg kunne smage de smagte anderledes, mens jeg hvisket dem for mig selv. samtalerne var altid meget praktiske, far har altid været meget praktisk, eller far er stadig praktisk, følelserne mudrer bare det hele for ham. nu, deler vi en gang imellem vin og snakker minder, en til en som de er sket, uden alt muligt ekstra. 

 

vi snakker om dengang i haven, vi klippede mit hår, eller dengang han gjorde, solen der hang som et ansigt på himlen, og mig der håbede det blev pænt. jeg blev nærmest karse, jeg gik ind til spejlet og råbte, eller jeg græd, jeg græd, på dit og mors værelse, hvor jeg så tit sov i midten, tårerne var streger på mine kinder, i kom ind og tørret dem væk, inden jeg blev sat foran fjernsynet for roens skyld. senere, i køkkenet kunne jeg høre jer skændes afdæmpet, jeg tror at jeg mærkede ubehaget ved menneske der er uenige. senere, senere, i børnehaven, i de næste tre måneder, gik jeg med hue, nogle gange spand. jeg tror det er hele den her situation der har gjort, at jeg synes det er absurd at gå til frisøren, hvis man har venner (der gider klippe en). nu ligger jeg i virkelighedens hus i kalkhvidt linned og er håbende. 



i dag leger savnene voldsomt 

i virkelighedens hus damper min krop de gode minder ud


på det sidste er alt blevet én for mig

det at kunne adskille tingene fra hinanden er en magt

 

på vejen hen mod noget er jeg på vej hen mod noget

jeg er et postbud af sødme og mildhed

i den her tid er det svært at overskue uoverskuelige mennesker

 

dagene er bare en suppe jeg svømmer i 

 

 

 

på værelset var gardinerne nede, der var mørkt som en nat der aldrig blev hel mørk. sengen hvor jeg så tit sov i midten. i huset hvor min krop var det areal jeg flyttet på. der ikke længere nogle der bor der, eller jeg mener vi bor der ikke længere, den anden dag kørte jeg forbi, helt langsomt, uden at stoppe op, det så genkendeligt ud. selvom om basketkurven og de japanske kirsebærtræer, og kattelemmen var fjernet, og dørene og menneskerne udskiftet. det underligeste var ikke, at vi ikke længere boede der, men at de havde skiftet ting ud der engang var vores, det føltes som om der blev taget noget, jeg ikke vidste at jeg ejet. eller min tidligere krop ejet, min barnekrop, men et barn ejer få ting, jeg ejede mit hus og mit værelse og min kanin, min kanin der gnavet hul i buret og aldrig kom igen, vi ledede ved stierne, på skolen, i skoven, derude blev skuffelsen til sorg, indtil den på et tidspunkt forsvandt, jeg er blevet ligeglad nu, men tænker hvor lang tid har jeg været det, hvornår transformeres sorgen til glemsel. hvornår er sorgen en bakke, der løber nedad. jeg tror altid. jeg tror altid jeg under mange mennesker det godt, men aller mest mig selv. 

 

på det sidste er mennesker blevet vilkårlige, mig og af dem sidder ved vandet, eller vi sidder ved vandet, vi sad ved vandet, og bådene svævede, man kunne overhovedet ikke vurderer hvor horisontlinjen startet, hvor himlen sluttet, der var bare et sølvgråt, alt var bare et sølvgråt og støvet, jeg kastede de bedste sten tilbage til bølgerne, tænkte der er himler der nemmere at være under en andre. samtalen var tavs, der var intet at komme efter, afslutningen havde indtræffer dage forinden. det ikke at elske, er sværere end det at elske, al skylden er en rygsæk med tunge notesbøger. på lærredet foran os slæbte bådene, containerskibene sig fra højre mod venstre, i langsomme strøg, jeg kunne føle alt den grusomhed  de efterlod. jeg kunne føle mig magtesløs. ved vandkanten kunne jeg se bølgerne havde skubbet stenene sammen til en udstrakt voldgrav, vi kravlet over den med vores nøgne krop, der ikke længere var vores. det var engang vores krop, der var ikke en opdeling, jeg følte mig mere krop i den end i min egen. bag os, var skoven, de små hjorte vendte nakkerne i hak for at kigge på os. vi havde en smøg tilbage, og vi delte den for symbolikken skylds, inden jeg begravet den i sandet og sagde, “jeg har altid elsket at være her”, jeg husker ikke hvad du svarede. vi gik tilbage mod bilen, det var en langsom afspaltning af kroppene. da himlen blev sort hang månen som et lille smil. jeg kunne ikke sove, jeg kunne kun være, jeg kunne kun være. jeg var i virkelighedens hus, jeg drak af floderne der løber mellem os. men altså måske er jeg bare glad, jeg ved det ikke, jeg hænger mit tøj op og vinduerne klapper ad mig. og nogle gange er hjertet bare en knytnæve lige i brystet, og nogle gange slår det lidt på mennesker vi elsker, så bliver vi kede af det. 

 

luften er blødt papir, jeg kan ikke rigtigt vågne, jeg ligger halvt i søvnen, halvt i dagen, morgenen er et lille skrig, folk ser søde ud på deres stories. Men nu, eller tidligere, eller nu inde hovedet, snakker vi lidt om lidt, og jeg tænker det er svært at give dig de følelser, du giver mig, og du spørger hvad jeg føler, jeg føler bare, jeg føler bare. og måske jeg blander tiderne sammen eller måske tiderne blander mig sammen.

 

 

 

når verden åbner sig, går jeg ind gennem dens skydedøre

min krop er den jord jeg er kommet af 

 

hvis jeg tager en beslutning, mister jeg bare en anden

der er et lille springvand jeg kaster mønter i, jeg får ingenting tilbage

 

alle vil mig noget, men jeg gider ikke noget

håbet og sorgen slås lidt om hvem der får mest plads i kroppen

 

der er fugle der flyver ind og ud af skyerne

i virkelighedens hus sover jeg mig ren 

 

 

 

dagene er appelsiner der rådner hen mod aften, på taget er der et antal fugle. det oftest når der er tilbud på min relation, at folk slår til. i mit jeg, løber jeg en lille tur. her dufter af anis og hyldeblomst, oppe på bjerget gemmer udsigten sig. jeg gemmer mig mellem dem.  stierne er linjer, der er afstande. hvis jeg bliver træt, folder jeg sammen som en musetrappe, ligger mig ned, og solen svæver over mig som luften omkring mit jeg. mine hænder er i en vandpyt, der vasker mit hoved. markerne er udstrakt som tiden. jeg læner mig ned i sorgen, indtil jeg ikke længere orker. jeg håber på en genfødsel, selvom om jeg ikke tror på dem, jeg tror ikke på dem. der er mange jeg ikke tror på. min rute ved jeg ikke, jeg har besluttet mig for at være her til jeg ikke længere kan, jeg tænker på forskellene. i virkelighedens hus skriver jeg breve til det efterladte. duften af hyldeblomst er blevet kraftigere, men jeg ser intet, indtil jeg gør, jeg plukker dem, over bål koger jeg dem i vand, drikker en lille tår, men det for varmt. jeg går ud, dyrene er opgivende og nemme at fange. jeg spiser en kanin, og et sovende får. i mit jeg, løber jeg en lille tur. på træerne hænger visheden, jeg plukker af dens bær. min tunge er blå nu, den er blå nu, den strækker sig mod himlen. hvis det hele er en afgrænsning, er min krop en lægtehammer. jeg har løbet, men jeg vil hvile, over mig svæver solen som bærerne over jorden, jeg er stadig den jord jeg er kommet af, jeg er den jord der løber ud af mit jeg. jeg.  

 

jeg hiver i en elastik, tiden er en elastik jeg hiver i. nu regner det i et af de rum man kan befinde sig i, f.eks. samfundene. jeg ser der hænger himmelguirlander mellem el-tårnene, jeg ser træernes kroner der udvider rummene. herhjemme laver jeg en aftensmad, mens der kører fjernsyn på fjernsynet. efter, spiser jeg det som en gerning. jeg er hvilende i forestillingen. min krop er et system der nedbryder. den mad jeg lige har indtaget. hen mod skoven, er der musik i ørerne, udelukkende det gode. her dufter af regn og lindetræer, jeg sætter mig og skriver linjer i det ægte.

 

der er noget påtaget, måske det bare er mit tøj. jeg sidder i en blufærdighed, jeg læner mig ned i det kommende. den næste uge er min, jeg sværger. jeg tager mine fødder på, og går steder hen. savnene leger blidt, og jeg leger med. over os er der fly, de trækker striber mellem afstandene. i vinduet ryger jeg en smøg, inden jeg stopper. måske man skulle ringe til vennerne, bare lytte lidt på deres alt muligt. udenfor nu, ligge ned med frekvenser, måske whale sounds, i ørerne, måske ikke orke, måske sidde på jorden som græs. måske falde ind og ud af stemninger. 



en regnorm der bliver tortureret af en krage 

jeg sidder på jorden som græs

 

endnu en morgen hvor man vågner til endnu en morgen

et sted derude er den lille fremtid, og jeg er så neutral ift. den

 

lige nu er himlen den stilstand jeg associerer med 

tomheden et fravær, jeg bliver det samme af

 

hjem via den hurtigste vej

 

en gang imellem altet er et vi

en gang i mellem er altet bare mig, mig



der var en ræv der løb over marken, dens øjne var hoppebolde, jeg fik lyst til at rive dem ud, lege med dem, putte dem i glas med dato på. men ræven løb ind i fremtiden, inden jeg nåede noget. jeg kigger efter næste dag. oppe i rederne er der fælleskaber, ingen har valgt. i virkelighedens hus er der ingen. jeg minder mig selv om at du ikke er det eneste du. jeg kan høre en vind der er en cirkel, jeg har aldrig set en tornado, men håber. på ruden, sovende fluer, jeg smækker en og de næste vågner, flyver forvirret rundt. lander steder, og jeg smækker dem, knuger hånden til et omvendt c og nærmer mig helt langsomt, og så helt hurtigt, har altid været sygt dygtig til at smadrer fluer, det en lille hobby af en art, eller jeg synes det meget grineren. nu ligger de i min hånd som små lakridspastiller. har altid en pakke i bilen, hvis jeg glemmer at børste tænder, inden jeg går ud af døren. det sker, som så mange andre ting. det kunne være alt muligt, det der sker mest lige nu er bare ting, og mig der elsker. eller mig der går hen på den forladte efterskole for at føle tiden. alle ruderne er smadret, og der er begyndt eller der er klatreplanter i alle kammene. jeg går ind i det gamle industrikøkken, duften er tættere på skimmelsvamp eller risotto. i den store gryde, ligger der tusind ederkoppeæg. Jeg tænker på meget liter flydende der har været ind, siden den åbnende i 1956 og gik konkurs i 2013, eller måske blev den lukket af kommunen. man kan mærke hvor alle de mennesker der har stået har ude, alle kokkene og eleverne. Fra køkkenet er der udgang mod en fællesstue med pejs, manualen ligger på gulvet, det er en finsk model med hvid malet mursten. på gulvet ligger jointskoder, og smøger man kan se der blevet ristet, af nogle der ikke vidste hvordan man ristet en smøg, filterne var helt sorte, men virker det så virker det. Hvad ligger der ellers? der ligger sodavandsdåser, og chipsposer, og gamle cigaretpakker fra den gang de stadig måtte reklamerer, en pakke skjold der i glimtende blåt, og tilfældige linjer lys reflekteres ind på grund af alle de tilfældige huller i ruderne. nogle af dem er forsøgt fisket, med store krydsfinerplader, det må have været inden de gav og gjorde det til et ingenting. for enden af fællestue ligger de gamle elevværelser, det som der meget mere svinet her, som om folk måske synes det mere privat, mere respektløst at gøre det klamt. på toilletter kan man se folk har forsøgt at pisse, men at skyl ud funktion ikke længere virker, duften er lidt gæret, lidt ammoniak. jeg ville hvad der er i kælderen, der er mørkt rum, uden nogle tegn på hvad der plejede at være, eller der er en qr-kode jeg scanner, der kommer en video fra 2011 frem, en ung dreng i barcelona trøje, der forklarer hvordan betalingssystemet i vaskekælderen virker via en eller anden hjemmeside. jeg går op fra vaskekælderen og ind i gymnastiksalen, det er klart her folk helst vil lave deres graffiti, måske fordi lærredet er størst her. i gulvet er der kommet et kæmpe hul, måske tre fire meter bredt og to tre meter langt, eller omvendt, i den anden ende af salen er der basketballkurve, rimelig uskadte, og jeg ærgrer mig over jeg ikke har en bold med.
 


ved siden af det hele ligger forstanderboligen, og jeg vil ind, men der er låst, kun et enkelt vindue er smadret, men ikke nok til jeg tør kravle ind. på vejen hjem er der skovsnegle, de knaser under mine fødder, og lyder som popcorn der bliver poppet. 

mandag den 14. juli 2025

antologi f25


Kærligheden er en by med 400 indbyggere, en af dem er mig, og en af dem er dig, byskiltet er kobber, og begyndt at grønne, vi vil væk, vi vil helt væk, tanken om flugt, er det lille lys der brænder mellem os, men det er umuligt, det umuligt, vi har vores opgaver; Brænd de indtrængende, røg sildene i deres røg. Vand grønsagerne og træerne med menneskeblod, gød dem med asken fra de indtrængende. Vores kartofler er blodrøde, og kogevandet ligner tynd saft. Vi går mellem hinanden, planter pastinak, agurk, og lindetræer, skærer os i armene, lader blodet dryppe ned over frøene, som regndråber der omslutter myg. Sildene hænger vi, i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene. I udkanten af byen, står de unge, nedlægger de indtrængende, trækker dem til vores hus i hørsække. Det har altid været sådan, vi har altid været 400, de indtrængende har altid forstyrret formaliteten, det er nødvendigt med foranstaltninger, engang var jeg selv en foranstaltning, jeg så alle de indtrængendes ansigter, inden jeg nedlagde dem, nu de gemt bag hør, og jeg kan dufte deres person når de brænder.

Jeg starter ildstedet, udenfor vinduerne er det stille, indenfor også, jeg venter til flammerne har fanget an, putter en sæk på, røgen er bitter og glammende, i den, hænger sildene i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene, og tager smag. Jeg steger pastinakker, og koger kartofler, over ilden. Du rejser dig fra sengen, salter vandet, tager de arme, der er dine om mig, siger, jeg går lige ud og gøder, hvor har du stillet asken? Ved døren, husk kniven. Du går, jeg venter på vandet koger, på panden bliver varm, dit fravær sløver hele processen. Jeg river sild af snorene, de flænses nedefra, og op mod munden. Jeg drejer krop og hoved i modsat retning, vrider dem fra hinanden, overvejer om, krop og sind kun separeres gennem halshugning, så slipper jeg tanken og sprætter bugen op, fjerner først rygsøjlen, så de store, så de små ben, efter tager jeg kødet ud med mine fingre. Vandet koger nu, kartoflerne flyder halvt over, halvt under vand, det ligner knæskaller, flydende rundt i tynd saft. Panden er blevet varm, pastinakkerne har jeg skrællet med bark, skåret i flade skiver på tykkelsen med min hånd. Kogevandet er rødt som tynd saft, kartoflerne bliver bløde, pastinakkerne brunlige. Jeg er i gang med at slukke ildstedet, du træder ind som frø der spirer op, blødende, men sårene lukker først i søvnen, i løbet af natten.

Vi spiser, efter søger jeg ud af byen, mest for at tænke lidt, mest for at finde hullerne de indtrængende kunne være kommet ind i gennem. Jeg er tit ude, det er ikke mit valg, fødderne fortæller bare hjernen; det er nødvendigt for byen, hjernen vælger at lytte. Så jeg er ude, jeg er ude nu, går mellem tætte skove, søger efter spor, herude er husene små, og i sten, med store blokke der ligner øjenbryn stablet på hinanden. Jeg finder skygge, drikker kogevand fra tidligere, har puttet det på flasker i løbet af dagen. Jeg ved hvor byen er, kan fornemme den i horisonten, jeg kan ane vores tag, eller måske er det ikke vores tag.

Aftenen nærmer sig langsomt, som en kat der vil kæles, jeg aer dens hage.

Jeg vil sove, jeg spørger mine fødder, vil vi først tilbage i morgentidlig? De siger, de siger ingenting, jeg, jeg falder i søvn, jeg drømmer, jeg var lykkelig, jeg var lykkelig, vi badede nøgne i dæmringen, løb ud af vandet, kastede med vores kroppe, som man kaster med vandmænd. I den efterfølgende træthed, var vi liggende, blev bløde, blev to deje, blev æltet til en, og bagt i en gryde, over et fremmed bål. Da jeg vågner, søger mine fødder tilbage mod byen, du er hjemme, lindetræerne er allerede ved vores hofte, vi spiser pastinak, skrællet med bark, agurk knækket i stykker, det hele var smukt som en naturkatastrofe. Vågner og går, ved byens grænse står en af de unge, siger han har lagt to hørsække ved min dør. Jeg tænker, jeg kan ikke mere, jeg tænker, hvem kan tage vores plads? Vores kroppe er bare den jord, alt ånder gennem.

Du står i køkkenet, laver mad ud af mad, jeg tænder ildstedet, og brænder en af sækkene, røgen dufter sødt og barnligt. Det holder mig vågen om natten, at det er nødvendigt, det holder mig vågen, men, men må brænde dem, de indtrængende er øjendråber der slører hele dage. Røgen dufter stadig sødt og barnligt, siger, prøv lige at duft. Du siger jeg ved, den her aske bliver god gødning, minder mig om, at jeg hverken har vandet eller gødet i dag, jeg tager aske, og kniv med ud. Den ene arm stryger asken over jorden, fra den anden drypper blodet, blodet størkner først i søvnen. Jeg går tilbage til ildstedet, tænker hvem skulle overtage min plads, hvis jeg bare gik? Vi skal være 400, vi skal være 400, jeg brænder endnu en sæk, røgen er blevet velvidende og sød, i den, hænger jeg sild i kroge fra loftet, med snore gennem deres øjne, mærker røgen, er godsindet, og solnedgangen er, er ikke endnu.

Jeg tager fødder på og går, lægger mig ned hvis de er trætte, over mig svæver solen som røgen oven ildstedet, jeg dufter nyfalden regn, jeg savner dit køn, dine bryster jeg holdt som trofæer, følelsen af hø mod min ryg, jeg kigger efter huller, de indtrængende kunne have kravlet ud gennem, husene er små herude, og i sten, med store blokke, der ligner øjenbryn stablet på hinanden, mellem dem, en cement der har tyknet, nu er både det, og vandet i søen, blevet uigennemtrængelig.

De kommer fra tæt på, røgen er bestemmelig.Jeg skriver med min kniv, i barken på forældede træer;

Jeg skriver
 
Dagene flyder sammen til en spand


Jeg skriver

Beslutninger er en tung regn

Fuglene lyder skingert
mærker deres næb i min rygsøjle


Fingrene i ørerne, varmen fra et moderligt kram

Jeg skriver

Jeg holder en hemmelighed i den lille boks du kalder mit hjerte

Herude, prøver at rense mig ren for de fremtidige sorger
du smager enten sødt eller kødeligt som jeg husker det

Drømmene løber ned ad mine kinder som savl
rammer hovedpuden, ligner små dryp, som fra min arm

Jeg vil hjem      som en brevdue

Min fødder har bevæget sig, de står i køkkenet igen, jeg laver mad ud af mad, sildene har snore gennem øjnene, hånden er om kroppen, og river, de flænses nedefra, og op mod munden. De stegte pastinakker,

lægger jeg på moste kartofler, ligner de indtrængendes hoveder efter de er nedlagt. Kogevandet er rødt som tynd saft, panden umulig at rense ren, som kroppen for de fremtidige sorger.

Ud af min mund kommer ord og jeg erklærer mig enig, huset er den notesbog jeg gemmer mine tanker i.

Markerne er udstrakte og høje som et menneske, markerne er en lang gang. Byskiltet bliver mere og mere grønt med tiden, og tiden mere og mere uforklarlig. Jeg kan se de unge, komme fra byens grænse til min dør, sækkene er få, men tunge. De sidste par dage er røgen blevet bitter og glammende igen. Jeg har lyst til at søge ud af byen, men mine fødder er ru, du smører dem med saften fra bærbuskenes blade, og det lindrer. Din hjerne lægger du på natbordet, og sover en søvn. Jeg tænker, er det her et udstrakt nu?

I morgen er der en to do liste; fang fisk, plant buske, kærtegn, bål, vand og gød grønsagerne og træerne, pluk æbler til tørring, find hullerne. Røgen varer ved ind i natten, duften er stadig bitter og glammende, den gør det svært at sove. Mine øjne lukker i, røgen gør det samme. Om morgenen, lægger jeg en hånd mod din pande, du er varm, jeg siger du skal hvile, jeg tænder ikke ildstedet, men det betyder det skal brænde dobbelt i morgen, du nikker og siger tak. Vi venter på dagen slutter, og det gør den. I morgen er ønsket det samme, men jeg forstår vi skal være 400.

I dag går mine fødder længere væk end nogensinde, jeg ved du sover tungt, jeg ved dine øjne ligner sildens i din søvn, ønsket er; pak tæppet om dig, men er ikke hjemme, er her, og her er lyst og varmt, jeg køler min krop bag stenen, den kaster lange skygger, de er på størrelse med husene. Har taget kartofler, agurker og sild med, kogevand i flaske. Her er omvendte muldvarpeskud, jeg tænker nogen har gravet. Jeg går hjem mod sygdommen, en frygt kravler, mærker den i nakken lige nu.

Da jeg kommer hjem, sover du stadig, din pande er endnu varm, udenfor er markerne udstrakte og høje som et menneske. Jeg går mellem det umodne, spiser bunden af rapsblomsterne, smagen er sødt og støvet, jeg spiser også majsene, de små firkanter gemmer sig bag det grønne, ligner tommelfingre negle, flagerne sidder i min mund, jeg fjerner min tunge dem, som jeg fjerner fisk fra nettet, du har syet. Hver nat flyder det mellem bækkens breder, på et tidspunkt i dag bliver det også nat, så sætter jeg det op, og går i seng. Hvis natten kommer uden varsel, tager jeg fakkel med, i dag kom natten uden varsel, så kom morgenen efter søvnen. Du er vågnet og tværer dine øjne ud, smider resterne bag i sengen, siger vi skal have tændt ildstedet, jeg tager en hørsæk og hænger fisk op, de umodne majs lægger jeg på dit bryst, og udvider rummet. Bag dit hår, er din pande stadig varm. Udenfor er det begyndt at regne ned i snore, vinden ryster huset som en busk. Det lyner. Lyset er i stuen, skinner væggene op, veksler mellem mørke og korte sekunder.

Jeg lægger mig i høet, tager tøjet af, du gør det samme, dine bryster står ud i luften, og smiler til mig, jeg tager fast om din hofte, stønnen forlader din krop som et restprodukt. Røgen er venlig og mild, os, svedende i høet. Jeg rejser mig, flænser en sild nedefra, og op mod munden, vrider hovedet af, og går tilbage til din krop, lægger det på dit bryst, og udvider rummet. I stilheden, drikker vi vand, af hinandens hænder.

Næste dag vågner jeg som en anden dag, du er frisk, har brændt to hørsække, og vil ud af byen, jeg spørger om det er nødvendigt, du siger, vi skal have fundet hullerne, de indtrængende kommer gennem, hvor var det der var gravet sidst? Ved den store sten, der kaster lange skygger, der kan man også hvile, kommer du hjem i dag? Derude er husene små, og i sten, med store blokke der ligner øjenbryn stablet på hinanden. Jeg er alene nu, ildstedet brænder, røgen er blevet blid og anonym, udenfor henter folk de røgede sild. Kogevandet er rødt som tynd saft, jeg hælder det på flasker, jeg skræller pastinakker med bark, maser agurkerne til en vandet substans, fra sildene fjerner jeg rygrad, så de store, de små ben, spiser det på en gammel avis, spiser det under lindetræet, her er lyst og varmt, træet er mange gange højere end mig, stammens bredde er et af de små huse udenfor byen. Himlen er, helt blå og kun blå, ensfarvet som et godt æble. I flere dage, alt har enten lignet sig selv, eller hinanden, de unge har ikke været her, og min krop er smattet som jorden i bækken.

Går du stadig? Solen falder nu, jeg sidder under lindetræet, kronen udvider rummet.

Jeg lægger en sæk på ildstedet, den er tung og min ryg kan mærkes, sækkenes vægt varierer, som antallet af fisk i nettet. Ilden fanger an, røgen er tung og voldsom, sildene omsluttes, mine øjne løber lidt i vand. Jeg varmer kogevandet, drikker det af en kop med ske, min mund skoldes, hver gang skeen rammer. Nu er koppen tom, jeg går med kniven og asken ud i haven, længere væk er markerne udstrakte og høje. Kniven skærer i min arm, og armen drypper, den anden, stryger asken ud over grønsager, mens de vokser, eller skrumper mine øjne bare? Jeg bliver svimmel, og går ind, lægger min krop i sengen, tager om mit køn, og tænker på dig. Flænser en sild nedefra, og op mod munden, lægger den på mit bryst, kniven er i den anden hånd, graver kødet. Mine øjne lukker som sårene, i søvnen, i løbet af natten. Jeg drømmer du er tilbage, jeg drømmer, vi ligger i sengen, puderne er bomuld, og pludselig løber vi, vi løber, og vi sidder på en klippe med fødderne hængende ud i døden. Vi hopper, eller vi falder, rammer vandet, kroppene bryder spændingen, flyder ud i alting, strømmen trækker os væk, vi rejser gennem aftenen som bølger, vi snakker ikke, vi er bare, vi er bare, og når jeg vågner, er vi ikke.

I dag er dagen et halstørklæde, snor sig om mig tre gange, inden der ikke er mere at give af. Det er aftensmadstid, byen henter grønsager og sild, jeg sidder så jeg kan se dem, men de ikke kan se mig, min krop vil væk, opgaverne er blevet hårdere uden dit blod, dine hænder, jeg ved ikke om det er mig eller byen der mangler mest. Lukker dine sår i søvnen, i løbet af natten, har du overhovedet nogle?

Der er gået tid siden du sidst var her, her er lyst og varmt, solen svæver over huset, som blodet over jorden, inden det rammer. Nogle af dine hår, ligger på hovedpuden, jeg fletter dem til et armbånd, putter blod på så det størkner, det er en slags forsegling. Jeg lægger det under puden når jeg sover, tager det på jeg vågner. Udenfor vinduerne kan jeg se, der bliver hentet sild og grønsager. De flænser sildene nedefra, og op mod munden, tager grønsagerne, og den bark der er nødvendig for at skrælle dem. Ildstedet har brændt gennem de sidste dage, der er mange sild. Men jeg har manglet dit blod, grønsagerne er ikke, som de plejer, heller ikke så mange, lindetræet vokser bare lidt.

Hopper jeg på dine øjne, som jeg hopper ønskerne?

Går ind i indenfor, former min hånd som en skål, hælder vandet fra flasken i, aftenskæret gør den orange, vandet dybrødt. Jeg putter endnu en sæk på ildstedet, røgen bliver mere blid, mindre anonym, i den hænger silde, i kroge fra loftet, med snore gennem øjnene. Jeg lægger armbåndet er under puden, min krop i høet, udenfor vinduet, markerne udstrakte og høje som et menneske, jeg kan se byskiltet grønne.

fredag den 4. juli 2025

mig og anapi lavet lidt ritualskrivning, skal nok forklare, når jeg lige orker, eller okay, jeg forklarer det bare lige hurtigt


i sætter jeg sammen, sammen om et rundt bord, der ingen begrænsning på hvor mange, vi var to, havde ti bøger, i hver bog finder man tre sætninger man kan lige inden man sender bogen videre i cirklen, alle sætningerne samler man i en lille skål, helst hvid, og krøl teksten sammen, så det kun er de små sammenkrøllede stumper man ser, efter man er endt op med den bog man startet med, tager man en virkårlig seddel og bare skriver videre, indtil man får lyst til at tage næste seddel, det er vigtigt at man ikke begynder på en seddel man ikke føler noget for, det ender ud i en masse noter, det skal ende ud i en masse noter, der kan formes ind til et digt eller til ti digte eller tredje, det er underordnet, det vigtigere er hvilke sætninger dem der allerede eksisterer i andre bøger, skaber af nye.


1.

jeg bryder mig ikke om den type menneske der giver tomme løfte

eller måske jeg bare er den type der ingen løfter giver


lige nu er mine øjne er blågrå som himlen

jeg husker mor der sagde de var smukke

jeg husker far der klippet mig og mig der gik med en spand på hovedet 


2.

varmen flyder over de forskellige steder jeg plejer at hvile mig

og mennesker elsker all of a sudden de ting og jeg hader mennesker

der tager hvad der er mit eller hvad jeg føler er mit


3.

nogle gange er mit hjerte er en knytnæve lige i brystet

og nogle gange slår det lidt på mennesker vi elsker

og så bliver vi kede af det 


i baggården er lyset stribet som en kæmpe fodboldtrøje


jeg savner min barndommelig uskyld

ansvar er en bitch jeg ikke gider tale med


4.

vandoverfladen er sølv, der svømmer fisk i den

hihi sølvfisk 


en morgen er bare en aften der gider sig selv


mentalt ligger i en hængekøje og vugges i søvn af en tung vind

jeg kalder mor


5.

skorstene, vinduer, familier

der indgår i ufrivillige fælleskaber


himlen sortner, jeg tænker så gik endnu en dag, yubbi, god dag


6.

turen over broen tog modet fra mig

i dag bliver en lang dag og jeg ved det bare allerede


børnene leger og jeg tænker behøver i hygge jer så meget


der er hårfin balance mellem hvad jeg orker


7.

min skæbne er bare at være den type person

og jeg tror jeg har det okay med det


jeg hænger mit tøj op og vinduerne klapper af mig 

efter går vi ned på en tilfældig bar og spiller et tilfældigt spil

der er meget der er bare er meget 


8.

i dag hviler følelserne i mig 

der er blåt lige meget hvor man kigger 


jeg læner mig helt ned i sofaen inden jeg læner helt ned i mig selv

tankerne inden jeg skal sove er ord i en tilfældig rækkefølge


i morgen vågner jeg til lyset og lukker gardinerne


9.

mit ansigt er en en til en af mit indre

en gang i mellem beslutter jeg ting

det sidste var: jeg orker ikke være sammen med mennesker jeg ikke kan lide

så må vi se hvor længe det holder


10.

mit hjerte var så usamarbejdsvilligt i dag og nu er dagen døende

jeg har kun kunne være en følelse af gangen

plejer ellers snildt at kunne svinge mig op på de to tre ad gangen


i kiosken og købe ting man køber i kiosken

så hjem og lave ting man laver derhjemme


11.

kan ikke rigtigt vågne 

jeg ligger halvt i søvnen, halvt i dagen


på et tidspunkt af den, hører vi chill jazz

og på det samme tidspunkt ovenpå, hører de et eller mega unchill

og der vi jo nok bare to forskellige slags personer

lørdag den 7. juni 2025

Digte, digte

har ingen indvendinger mod i dag
har hygget mig og hørt god musik i mine ører


min krop har været min krop
og gjort sit arbejde 

vejret har været som det burde

har gået fra a til b og b til a og a til a og til b til b 
bare hen hvor jeg lige orkede 
og sov en lur, snoozede den tre gange
drømte om ingenting ud over en halvgrå farve

skal lige pisse, så skriver jeg videre
nu er jeg tilbage

tømt som et solgt hus

sidder i det og tænker på søde minder

tænker dagen gennem som en episode, wow en episode, altså wooow en episode

 

ligger mig i min seng som en af mine puder

ser youtube fra 00'erne og føler en nostalgi
jeg ikke kan huske

 

jeg rejser mig op i hak som transformers, eller ved ikke, har aldrig set den film

 

åbner vinduet og fuglene er sygt meget lydbølger lige i mit ansigt

jeg ligner bare mig selv

 

sidder på en altan og træerne blafrer sådan vildt meget 
håber virkelig arkitekten har gjort sit job

nede på gaden kan man se mennesker gå forbi hinanden i relationer

overvejer lige mine, bliver glad og trist, mikser det sammen til en molotov

og kaster den mod en tilfældig en, jeg ved jeg ville hade hvis jeg kendte ham

hvad ellers?
himlen er helt blå og kun blå
ensfarvet som et godt æble
hvor det fint

lånte også en ring af en veninde i dag, lovet at passe på den
og nu den leveret tilbage i god behold og vi har delt et eller andet

ellers dagen har budt på lidt af ingenting

 

 

 

og så nogle gange er det ny dag, i dag jeg vil anskue ting fra en vinkel 

starte dagen ud med at sove og så vågne, lave mad og så spise

udenfor for min dør er de ting der ikke er indenfor min dør


og inde i mit hoved er der borgerkrig mellem hjernehalvdelene
venstresiden har annekteret mest areal indtil videre

hepper, siger kom så

 

nu sidder jeg på jorden som græs

 

dagene en suppe, mine øjne en pool

der svømmer der legende børn 

og oppustelige badedyr rundt 


når jeg kravler ud, er der en verden
jeg er bare tusind måder at opleve den på


f.eks. kørte vi løbehjul og
en cykelklokke ringet, sagde flyt jer
jeg sagde, så slap dog af

 

så fordampet vreden langsomt, som et spildt glas vand

eller langsomt bruste vreden af, som en sodavand med skruelåg

det var bare en måde


 

i går snakket vi lidt om vores forhold
og andre ting og det var vel fint nok

mig og min mund sov bare resten af dagen
gjorde den kort 

tog et bad, og tog på maccen som 
man tager på en røv

nu hører jeg smerz, a thousand lies 
tænker vi sygt meget i samme båd
tænker oslobåden er det bedste bud

 

det var bare en anden måde

 

 

og så nogle gange er det ny dag igen

så to bier flyver og parrer sig 
så tænker jeg det som et billede på accelerationssamfundet
eller måske på naturalismen, men kun hvis jeg nu vælger at skrive om det
det gør jeg ikke, hehe

men tager et tæppe ud, og ligger mig over tæppet over græsset
har mediteret i hvad der ligner et kvarter, det kan jeg se klokken

kan også se træerne har tabt sig, siger woow i ser godt ud, har i tabt jer?

så går jeg ind og laver te som man laver lort
så drikker jeg den som man drikker te

så ligger mig på mit rene lagen
tænker er jeg kommet på hotel eller hvad?
what, så fik man bare lige skiftet det

så sover jeg og drømmer utopier



vågner, og går ud i samfundet med en indstilling

hader regnbuen, den er så grim, så dårlig arkitektur 
det har jeg lige tænkt mig at være lidt irriteret over 
så har jeg tænkt mig at tænke på sidst vi var på der 

og vennerne sygt gerne ville derop

og jeg sagde det nu vi skal gå kontra på institutionen

så ser jeg hunde og deres ejere 
tænker de ligner jo slet ikke hinanden

 
jeg går også ud i andre rum, f.eks. samfundet eller netto eller fodgængerfeltet
over fodgængerfeltet er himlen grå som en macbook 

 

tænker morgenen helt sikkert også var træt

tænker den ikke tænkte så meget

vi tog zip-up, skjorte og slips, shorts og sko på

 

folk sagde vi så godt ud, og det var sødt

hvad er ellers sødt? slik og ny kærlighed

 


vågner med ondt i hovedet
drikker faxe kondi og spiser rester

min krop er den jord, jeg ånder gennem
det er en fremskrevet virkelighed 
udenfor vinduerne er måske den virkeligste virkelighed

udenfor vinduerne er det stille, indenfor også
jeg sætter musik ind i ørerne; tænker på om det rigtigt

man bliver mere våd hvis man løber gennem regnen end hvis man går


så slipper jeg tanken som en håndfuld purløg i scrambled eggs
de små stykker fordeler sig ud over det hele
og ud i virkeligheden jeg står i, og tager stilling til personer

 

 

min mund siger ord og jeg erklærer mig enig

jeg søger ud i morgenen med en vished
dagene flyder sammen til en spand vand

jeg bader fødderne, råber selfcare!!!




du har lavet et par trusser hvor mit navn står med bling bling bogstaver

så jeg kan tage dig bagfra og vide du kun er min

 

stønnen forlader min krop som et restprodukt

 

jeg holder en hemmelig i den lille boks du kalder mit hjerte

 

renser mig for ren for de fremtidige sorger

du smagte af honning, eller du smagte mere menneskeligt
jeg rækker stadig ud efter billedet

 

drømmene løber ned ad mine kinder som savl

rammer hovedpuden, ligner små dryp



godmorgen, spiser piratos og tænker på det pengeløse samfund 
så går min hjerne et andet sted her, siger den lige lægger sig og hviler lidt
bare i 20 minutter, så den ikke træt når den vågner

udenfor lyder fuglene som kridt mod en tavle
kan mærke deres næb i min rygsøjle

sætter fingrene i mine øre som et barn og føler varmen fra et moderligt kram

far

  jeg ser os udefra i et indenfor,  i en anden tid,  du lægger værktøj på plads, du polerer og fylder olie på din austin healey. om fredagen...