igår; jeg kigger på dig i de 30 sekunder det tog, at bukke sig ned, skrue låget af, finde et glas, hælde æblejuicen op, skrue låget på igen, bukke sig ned, for at sætte den på og sagde: jeg har aldrig set nogen bevæge sig så stilistisk. jeg viste dig hvordan du gjorde, følte mig som en robot, men jeg ved du ikke følte sig som en robot, det var det der var var smukt ved det, hvor umiddelbart mekanisk og alligevel frigjort det var, de to ting plejer ikke at kunne hænge sammen, men gjorde det idag, resten af aftenen bevæget jeg mig på en måde der ikke var min, det føltes mærkeligt normalt.
i dag; har jeg tænkt mig at skrive noget smukt, jeg prøver nu, men lover intet;
jeg snakker kun i iagttagelser for tiden
når træet ryster grankoglerne af sig
er det en befrielse for os alle
dagene kan let forsvinde lidt for tiden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar